News

Forældrebrev medio september

Kære forældre

Det var da en helt fantastisk grisefest vi havde i fredags – tak for opbakningen til alle Jer, der kom, det var bare hyggeligt. Og så er vi så stolte af vores store elever: De knoklede hele dagen, først med at slæbe borde og stole ud og så med at slæbe det hele ind igen. De havde lavet boder for de små, som de passede med megen alvor og de havde selv samlet alle gaverne ind til amerikansk lotteri. det var godt gået og de har i hvert fald tjent 10.000kr til deres udlandstur – den tur har de gjort sig fortjent til.

Det er skønt når der er noget godt, at samles omkring. De næste par uger kommer vi voksne på Thisted Friskole til at se en del til hinanden. Der er både arbejdsdag og spændende foredrag.

lørdag har vi arbejdsdag fra kl. 10-15. Der skal males både ude og inde, så tag malertøjet på. Der skal fældes og fjernes ukrudt, der skal ryddes op og smides væk i skuret, så vi får brug for et par trailere. Der skal ryddes op og organiseres i redskabsrummet. Der er stadig en gynge der skal hæves, hvis der er nogen, der har mod på det. Der er et tag på skuret i børnehaven, der skal repareres. Bordet i Lones klasse skal sænkes, så vinduet kan åbnes. Og så skal der være et madhold. Jeg hænger plakater op i glasgangen, så I kan skrive Jer på, eller I kan skrive til skolen. Vi vil også gerne høre, hvis I ikke kan komme.

onsdag den 21. september kl. 19 er der foredragsaften på skolen. Vi har inviteret tidligere højskoleforstander Lone Olsen til at komme og fortælle. Lone er en fantastisk fangende fortæller, og den aften vil hun holde ”fortælling om fortælling”. I kommer til at høre en masse levende fortællinger, som hun vil binde sammen med tanker om, hvad det gør ved mennesker, at høre en god historie.

Eftersom fortællingen udgør en meget stor og vigtig del af vores skoledag tænker vi, at I forældre gerne vil høre om, hvad det egentlig kan gøre ved Jeres børn at blive opfostret med daglige fortællinger. Der bliver også tid til snak ved bordene omkring kaffen. Det er 2.-4. klasses tur til at bage og sørge for kaffen. Vi glæder os til en spændende aften, og håber at I forældre vil møde talstærkt op.

I morgen torsdag skal 7.-9. klasse til Skills konkurrence for 8.-klasserne på Sønderhå-Hørsted Friskole. Her møder de andre store friskolebørn og de får forhåbentlig en sjov dag. Der kommer en bus og henter og bringer dem, så de er tilbage på skolen 14.30. Martin tager med derned.

En anden ting, som vi også er fælles om, er LUSENE. De kribler stadig i flere børns og voksnes hoveder, og her er det virkelig nødvendigt, at alle gør en indsats og får kæmmet børnene ofte, så vi kan slippe af med de små bæster. Der er masser af gode råd på nettet; men man kommer ikke uden om, at det kræver en indsats at komme dem til livs.

Mange hilsner fra os alle

Bodil

  • Arbejdsopgaver lørdag
  • Male ude
  • Gavle
  • Sternbrædder
  • Børnehaven
  • Sokler
  • Male inde
  • Lones klasse
  • Madhold
  • Rydde skur
  • Ordne redskabsrum
  • Tag i børnehaven
  • Beskære ude