News

Forældrebrev januar 2017

Kære forældre

Det er så skønt at møde på arbejde mandag morgen, når vi har haft rengøringsdag: Der dufter rent i alle rum, vi ved, at lofter og lamper er tørret af og alt skramlet er blevet smidt ud, så her er skønt at være. Tusind tak for indsatsen til alle, der var mødt frem – og undskyld at der ikke var pizza nok!

Der arbejdes hårdt i alle klasser og især de store bliver spændt for her i foråret. Der har lige været terminsprøver i 8.-9. og det næste der skal ske er, at 7.-8. og 9. klasser skal arbejde med projekter. Selve projektskrivningen kommer til at løbe af stablen den 1. til 8. februar. Indtil da arbejder de i timerne med at forberede sig. De får en folder med hjem i dag, som I forældre også kan have glæde af at læse, så I ved, hvad det er, der venter dem i de næste uger. På mandag tager Steen og Pernille dem alle med på biblioteket, så de kan begynde at finde materialer til deres projekt. Håber alle eleverne har det sådan, at de kan låne bøger selv?

Udeskolen arbejder lidt inde i disse smattede uger, de måler temperaturer og afstande og har gang i mange ting. Senere vil de arbejde med landbrug og så skal de selvfølgelig på bondegårdsbesøg.

Vi har lavet lidt om på skemaet. Martin har fået flere timer, og vil nu være med i 5.-6. klasse i sprogtimerne, så der bliver flere muligheder for at differentiere. 7. klasse får en musiktime mere, så de kan blive delt og 2.-3. får flyttet deres musiktime; men ellers kører skemaet som det plejer.

Vi har før haft en forældretur for hele skolen med forældre og lærere. Den har vi i år lagt den 1. marts, og det var temmelig dumt, da det er svært at være ude på den tid af året, og det er svært at finde et sted, hvor vi alle kan være. Vi har derfor besluttet at udsætte turen til den 14. juni. Vi vil tage til Heltborg Museum, hvor vi både kan se kunst, prøve håndværk, lege og finde et dejligt sted at bade. Jeg ked af besværet for dem, der har taget en fridag; men vi har ikke kunnet finde et sted, vi synes vi kan være. 

Den 30. marts har vi fået mulighed for at få et pædagogisk kursus for alle ansatte på skolen. Det er guld værd at være af sted alle sammen og snakke pædagogik. Den dag kunne vi så godt bruge nogle forældre til at tage sig af børnene. Vi har meldt hele skolen til ”Affaldsindsamlingen”, og vi tænker at det kunne være temaet for dagen. Vi vil forberede børnene i tiden op til dagen, og vi skal nok lave forløb for de enkelte klasser. Så I skal bare møde op og være sammen med børnene. Hvis I har mulighed for at være med, kan I lige sende mig en mail. Vi skal også bruge et par stykker til Klubben den dag.

Klubbørnene har fået seddel med hjem om vinterferien, som I kan aflevere i Klubben

Mange hilsner fra os alle

Bodil