News

Forældrebrev 14. november

Kære forældre

Det er så herligt at øve teater, og se børnene udfolde sig på en anden måde end de plejer, og se hvordan de kaster sig ud i rollerne, det bliver mægtig godt!

I år har vi valgt at 2.-3. skal være kor, så de indtil videre kan passe deres timer, og bare være med til at øve sangene indimellem. 0.-1. skal også på scenen og være med til et par sange; men det er selvfølgelig især de store der kommer til at bære stykket med roller og replikker. Selv om alle vores ”gamle” musikere er gået ud af skolen, kan Martin igen stable et nyt fantastisk orkester på benene. Vi oplever tit, at når nogen vokser ud af skolen, bliver der plads til andre, der måske før holdt sig tilbage.

Rasmus er i fuld gang med kulisserne og har haft mange af børnene med til hjælp, Ida og Pernille tager sig af kostumerne og her skal vi også have nogen af eleverne til at hjælpe med at sy – og også meget gerne nogle forældre, bare meld Jer, der er opgaver nok. Steen, Jan og Rita sørger for, at der også bliver lavet skolearbejde for de store indimellem øvningen. Og Charlotte, Christoffer og Lone sørger for at der er passende blanding af skolegang og teater i de små klasser.

I år laver vi tre forestillinger, så der bliver plads til alle i salen: onsdag den 22. kl. 10 er der forestilling for de andre friskoler, torsdag den 23. kl. 10 er der forpremiere for alle bedsteforældre, børnehaven og andre, der gerne vil se stykket. Her bliver der serveret kaffe og boller efter forestillingen, det koster 50kr for forestilling og kaffe. Torsdag kl. 19 er det så den store gallaforestilling, da salen ikke er så stor og vi er mange, er her kun plads til forældre og evt. søskende, andre må komme til en af de andre forestillinger. Her koster det også 50kr for voksne.

Efter forestillingen er der det store kagebord, hvor hver familie bager en kage. Hvis I hellere vil bage boller til om formiddagen er det helt fint. Giv bare besked til mig, så jeg har styr på, at der er både kage og boller nok (det ville være første gang, hvis der var for lidt).

Om aftenen plejer vi at have et amerikansk lotteri. Her kan vi bruge nogen gevinster, så hvis I eller Jeres arbejdsplads vil give en gave, tager vi imod med kyshånd. Giv også lige besked, hvis I kommer med en gave, så vi kan få styr på lotteriet.

Til alle forestillinger får vi brug for nogen til at sminke børnene. Jeg hænger et par sedler op i glasgangen, hvis I har mulighed for at komme en time før forestillingen og hjælpe med det.

Dorte er vendt tilbage efter sin sygeorlov, det er dejligt for os og for især de store piger, der har savnet hende. Dorte har timer i Charlottes klasse, så der også her bliver mulighed for at dele klassen indimellem, det er godt for alle.

Og så ser vi frem til et par hektiske uger med de sidste forberedelser.

 

Mange hilsner fra os alle

Bodil