News

Forældrebrev 17. jan. 2018

Kære forældre

Godt Nytår!

Så er vi godt i gang med nogle helt almindelige skoleuger, storeklasse har haft terminsprøver, og de andre klasser arbejder sig stødt fremad i bøgerne og suger til sig af læring.

Fra næste uge og til vinterferien har vi storyline for alle børnene hele skoledagen. Det betyder, at der ikke er udeskoledage, men børnene får selvfølgelig undervisning ude, når det passer med emnet, så alle skal have varmt tøj med hver dag.

Storyline er en særlig undervisningsform, hvor børnene bliver delt i familier på tværs af alder; så bestemmer vi et sted og en tid, og derefter skal de lege sig ind i en person, de skal få en rolle i familien, de skal finde et arbejde, hvad de er gode til, de skal lave deres figur, skrive historier og bygge huse eller hvad der ellers passer til emnet. Familierne skal arbejde selvstændigt med de opgaver og udfordringer de får, og vi lærere skal gå rundt og sætte i gang og hjælpe til, hvor det er nødvendigt; men det bedste er, hvis vi bliver arbejdsløse.

Denne gang deler vi børnene sådan at 0.-3. klasse skal være indianere og bo i tipi, mens de store skal være thyboere, der udvandrer til Amerika i 1870. Her møder de indianerne, og så må vi se, hvad der sker. Til morgensang vil vi fortælle om indianerliv og om, hvordan det er at være udvandrer/nybygger. De skal se film og billeder og vi har lånt en masse bøger, hvor de kan undersøge mere om tiden. Vi glæder os. Vi slutter torsdag den 8. februar med at nybyggerne inviterer indianerne til Thanksgiving fest.

Fredag den 9. fejrer vi fastelavn, her skal alle møde udklædte, vi slår katten af tønden i salen sammen med børnehaven og leger og spiser fastelavnsboller og slik resten af dagen. Og så er der vinterferie. Klubben er åben, og børnene får en seddel med hjem, som vi gerne vil have tilbage med det samme, af hensyn til personalet.

På lørdag er der som nævnt rengøringsdag. Vi mødes kl. 9 og går straks i gang, kl. 12 er der pizza, og denne gang skal vi nok sørge for, at der er nok! Vi arbejder til omkring 15. Jeg vil gerne have afbud, hvis ikke der kan komme nogen fra familien. Det er helt fint, hvis I kun kan være der enten formiddag eller eftermiddag. I må endelig tage med, hvad I har af spande og koste og klude og støvsugere, så vi ikke løber tør for værktøj. Hele skolen skal gøres ren fra kælder til kvist. Jeg hænger sedler op i glasgangen, men ellers skriver I Jer bare på, når I kommer. Vi vil også gerne have kørt affald væk, hvis nogen vil tage en trailer med.

Og så glæder vi os over, at vi går mod lysere tider, mens vi venter på en ordentlig omgang sne.

Bodil