Indmeldelse og udmeldelses procedure
Børnene indskrives i den måned de fylder 3 år.
Børnene skrives på en venteliste, hvor vi kører efter “først til mølle”-princippet, dog har søskendebørn, både på friskolen og børnehaven fortrinsret. Desuden rykker man frem i køen på ventelisten, hvis man ved at barnet skal fortsætte på Thisted Friskole.
Udmeldelse skal ske med en måneds varsel til den 1. eller den 15.
Hvordan forløber starten?
Det er meget forskelligt, men det vigtigste er, at barnet og I føler jer trygge (så kom og besøg os, gerne flere gange, inden starten). Normalt er far/mor med nogle dage og så er barnet alene 1-2 timer en dag eller to. I løbet af ca. en uge plejer vi at mærke, at barnet føler sig trygt.
Hjem-børnehave-kontakt
Vi vægter den daglige kontakt højt, hvor vi kort kan orientere om dagens forløb og eventuelle småproblemer. Desuden afholder vi forældresamtale, efter at barnet har været i børnehaven i tre måneder og igen i barnets sidste år i børnehaven. Vi er desuden altid villige til at finde tid til en ekstra samtale hvis behovet skulle opstå.
Det er også vigtigt, at I løbende orienterer os om barnets hverdag. Det kunne f.eks. være ændringer på hjemmefronten (eks. sygdom, problemer eller større begivenheder i familien), at andre passer barnet, det er kommet sent i seng og lignende. Vi har tavshedspligt!
Med mellemrum får I nyhedsbrev pr. mail, som beskriver hvad vi har lavet, og hvad vi skal i den nærmeste fremtid.
OBS! Korte meddelelser kan stå på tavlen på døren til toilettet, eller sendes pr. e-mail.
Goddag og farvel
Når I kommer om morgenen, skal barnets overtøj på plads i garderoben. Gulvet er børnenes legeplads – så tag enten fodtøjet af eller brug de blå overtrækssko.
Husk altid at kontakte en voksen, så vi ved, at jeres barn er kommet. Når der skal siges/vinkes farvel til far/mor kan det være trygt, at have en af de voksne med. Hvis vi ikke er opmærksomme, så sig det til os. Vi vil meget gerne hjælpe.
Når barnet skal hjem, er det vigtigt at sige farvel til en voksen. Så ved vi at barnet er gået hjem. Kommer der en anden end forældrene og henter barnet, skal vi vide dette fra forældrene, da vi ikke må udlevere jeres barn til andre end jer uden jeres samtykke. Dette gælder også, hvis jeres barn skal hjem og lege med en kammerat.
Vi oplever at mange børn bliver generte, når de ankommer på det tidspunkt, hvor alle sidder ved bordet og er i gang med at spise så kom derfor før kl. 9.00 eller efter kl. 9.30. Møder man efter kl. 10.00, vil vi gerne vide det dagen før, da vi spontant kan være taget på tur.
Mad
Morgenmad kan tilbydes børn der møder før kl. 8.00.
Kl. 9.00 holde vi samling, hvor vi snakker om hvad der skal ske i løbet af dagen og hvad rører sig. Efter samling spiser vi formiddagsmad, som er hjemmebagte boller.
Kl. 11.30 -12.00, spiser vi rugbrød med pålæg og et varieret udvalg af grønt. Vi får ofte salater, og små lune retter. Ind i mellem laver vi mad over bål. Vi plukker af naturens spisekammer, og dyrker grøntsager og krydderurter i vores have og drivhus, som indgår i vores måltider hver dag. Vi plukker mange frugter og bær, og er selvforsynende i bla. syltetøj.
Om eftermiddagen, ca. kl. 14.00 spiser vi frugt og et stykke brød.
Ude og inde
Vi er en Friluftsbørnehave, og vi er ude alt det vi kan komme af sted med!
I sommerhalvåret er vi naturligvis allermest ude. Vi spiser oftest ude, når vejret indbyder til det. Forår, efterår og vinter går vi ud, når vi har spist formiddagsmad. Dog bliver vi af og til indenfor og laver forskellige aktiviteter i små grupper. Vi er ude (ca. 1½ time) indtil frokost. Efter frokosten går vi så vidt muligt ud igen, og er ude så længe vi kan holde varmen.
Tøj
Som udgangspunkt skal dit barn være klædt på til årstiden. Desuden er det værd at tænke på, at det tøj og fodtøj i køber til brug i børnehaven, bør være ”håndterbar” for barnet. Vi øver børnene i at være selvhjulpne, også med tøjet.
At være meget ude kræver en del ekstra tøj, specielt forår/efterår.
Tøj og sko skal være mærket med navn.
Lad være med at sende barnet i børnehave i tøj og sko som ikke må blive snavset.
I børnenes garderobe er der en kurv som skal indeholde skiftetøj, der passer til årstiden.
Sommerkurv: Sandaler, skiftetøj fra inderst til yderst, trøje/jakke og evt. solhat/kasket. Inden I afleverer barnet om morgen, bør det være beskyttet med solcreme. Vi følger det op senere på dagen. Børnehaven bruger en god svanemærket solcreme.
Vinterkurv: Sko til indebrug, skiftetøj fra inderst til yderst, varm trøje, joggingbukser, varmt vinterfodtøj, vanter (gerne to par og gerne modellen, der kan trækkes ud over overtøjets ærmer), hue og flyverdragt.
Af sikkerhedshensyn må børnene ikke bruge halstørklæde, men gerne ”halse disse”.
Forårs-og efterårskurven: Sko til indebrug, sko til udebrug, skiftetøj fra inderst til yderst, termotøj eller lign., varmt fodtøj og i perioder flyverdragt, vanter og hue.
Børnene skal altid have godt regntøj og gummistøvler med. Tyndt regntøj skal være så rummeligt, at det kan bruges uden over en flyverdragt.
Sove
Er der børn som trænger til at hvile/sove, skal I selv medbringe egen pude /dyne og evt. sut og sovedyr.
Legetøj
I en tid har børnene og vi tumlet med forskellige problemstillinger vedr. legetøj hjemmefra. Det forsvinder, bliver lånt ud eller går i stykker.
Der har desuden været en tendens til at børnene vælger legekammerater ud fra, hvilke ting de har med. Derfor har vi besluttet, at børnene ikke har legetøj med hjemmefra.
Dog er det tilladt for et nystartet barn, at have en lille bamse, sutteklud eller lignende med i indkøringsperioden.
Sygdom
Syge børn må ikke være i børnehaven, da de kan smitte de andre børn. Desuden er det ikke rart, at være sammen med så mange, når man er syg.
Vi har ikke personaleressourcer til at lave særlige foranstaltninger for ”sløje” børn, som f.eks. at lade dem blive indenfor.
Personalet må ikke give medicin – med undtagelse ved kroniske sygdomme.
Huskeregel: Barnet skal være rask nok til at følge en normal dag i børnehaven.